Dette er historien om Kosmorama i Aarhus (1955-1985).
Kosmorama næsten færdig i 1955. Foto Børge Andre Venge, Aarhus Stadsarkiv
Kosmorama i 1963 med premiere på "West Side Story" i 70mm. Foto Børge Andre Venge, Aarhus Stadsarkiv
Kosmorama åbnede i 1955 og erstattede den gamle Kosmorama fra 1912 som lå på samme adresse ved Store Torv. Der havde dog allerede i 1905 været en Kosmorama som indtil 1912 lå i Guldsmedegade.
Det var Aarhus Lærerforening som fik bevillingen og de havde ansat Holger Moth som direktør. Han var også ansat som folkeskolelærer og efter skoletid tog han ned i biografen. Han fungerede i 30 år som direktør, indtil biografen begyndte at give underskud, det vender jeg tilbage til senere. Biografen skulle finansiere ophold på feriekoloni for børn, hvor forældrene ikke havde midlerne selv. Det var tankevækkende, at selvom biografen var ejet af lærerforeningen, var den den biograf i Aarhus med det mest voksne repertoire. Der blev ikke vist børnefilm, til trods for der allerede var en forestilling kl. 17. Det var, indtil "Biografen" åbnede i 1971, i øvrigt den eneste biograf i Aarhus med forestilling før kl. 19 på hverdage.
Biografen havde en meget klar repertoirelinje. Der blev næsten kun vist amerikanske film og først hen imod slutningen af biografens levetid sneg der sig danske film ind i repertoiret. Biografen var i lange perioder byens mest besøgte biograf.
Kosmorama i 1955. Foto Ib Hansen, Aarhus Stadsarkiv
Biografen havde 789 pladser, fordelt på gulv og en meget stor og flot balkon med hele 13 rækker. Biografen mindede lidt om om en blanding mellem Rialto og Dagmar i København. Det var den kendte biografarkitekt Holger Pind som havde tegnet biografen. Den var udstyret med 4-kanals CinemaScope fra starten og med et 11 x 4 meter stort lærred. Der kunne endvidere vises film i 3-D. Foran lærredet var et fortæppe, en scene og til sidst et fortæppe mere som fulgte scenekanten.
Kosmorama Aarhus 1955 - salsplan gulv
Kosmorama Aarhus 1955 - salsplan balkon
I 1960 opgraderes biografen til 70mm biograf med 2 Victoria X kinomaskiner fra Cinemeccanica. Lærredet udvides til 12 x 5 meter. Første film bliver "South Pacific" med Aarhus-premiere i maj 1960.
I september 1965 har "My Fair Lady" premiere i Aarhus. Man havde fremskaffet yderligere en 70mm kopi til Danmark, idet 3 Falke Bio som eneste biograf stadig viste filmen, som havde haft premiere 2. juledag 1964 (og først blev taget af plakaten i august 1966). Kopien fra Kosmorama kom til Bio Lyngby i august 1966, som havde storkøbenhavnspremiere på filmen sammen med Husum Bio (som fik kopien fra 3 Falke Bio).
Kosmorama i 1963 med 70mm Victoria X kinomaskiner. Foto Børge Andre Venge, Aarhus Stadsarkiv
Kosmorama i 1971 med 70mm Victoria X kinomaskiner. Foto Per Hauberg
Biografen renoveres i 1972 og har derefter 700 pladser. Der er endvidere etableret en bar - "Kosmo-bar" i foyeren. Første film efter genåbningen bliver "A Clockwork Orange". 2. juledag 1972 har biografen premiere på een af sine allerstørste successer - "The Godfather". Filmen spiller frem til maj 1973. Det var samtidig en helaftensfilm, så der kom gang i den nyetablerede bar i foyeren.
Biografen ombygges i 1974 til 2 sale, idet balkonen bliver til sal 2. Der er herefter 345 pladser i sal 1 (gulvet) og 289 pladser i sal 2 (balkonen). Det var ikke en helt tidstypisk ombygning for en biograf med balkon. Normalt ville man have ombygget til 3 sale, hvoraf de 2 ville ligge på den tidligere balkon. Det gjorde man for eksempel i Alexandra, Dagmar og Saga med flere. Det bliver byens anden flersalsbiograf, idet Regina også var ombygget til 2 sale.
Det har formentlig ikke været muligt at etablere 2 fornuftige biografer på balkonen uden at skulle ombygge biografen for meget. Der var kun 1 trappe til balkonen, anbragt i den ene side af biografen som det fremgår af plantegningen ovenfor og derudover ikke mulighed for at etablere operatørrum i højre side af balkonen set mod bagvæggen. De 2 sale bliver derfor næsten lige store, dog bevares det store lærred i sal 1. Det havde altid siddet lidt højt, formentlig for at give balkonen gode sigtelinjer, men uden balkon virkede lærredet næsten for højt til den ombyggede sal. Den ene kinomaskine flyttes ned i et "operatørbur" bagest i sal 1 og det er ikke længere muligt at vise film i 70mm. I 1983 blev begge sale udstyret med DOLBY stereo.
I 1984 da Folketeatret genåbnede forsvandt de fleste premierefilm fra Kosmorama. Uden premierefilm kunne biografen ikke give overskud og blev derfor urentabel. Lærerforeningen fyrede direktøren som i forvejen kun arbejde ganske få timer om dagen, idet premierefilmene tidligere kom helt af sig selv. Den nye direktør kom på en temmelig håbløs opgave og i 1985 lukkede biografen. Den tomme bygning genåbnede som biograf for en ganske kort periode med et meget blandet filmvalg, som blandt andet var en pornofilm og en re-premiere på "My Fair Lady" i 35mm CinemaScope og monolyd. Derefter var det helt slut.
1952 - det tidligere Kosmorama
1968
1972
1975
1977