Dette er historien om Grand Teatret i Odense (1958-1987).
Grand Teatret , Odense. Foto Rialto Cinema Group, gengivet med tilladelse
Biografen lå i Benediktsgade 46. Det var Odenses næststørste biograf med 670 pladser og et lærred som var 12 x 5 meter hvor Cinemascope var installeret fra starten. Det var en Knud Andersen som fik bevillingen, han var uddannet filmoperatør.
Der blev installeret 70mm med DP70 maskiner fra Philips i 1961 og lærredet blev nu 14 x 6,75 meter og dermed det største biograflærred på Fyn. I marts måned viste biografen "Porgy og Bess" som første 70mm film og havde blandt andet 70mm danmarkspremiere på "Dr. Dolittle" (1968) og "Oliver" (1969) sammen med København.
I 1972 overtog Rialto Cinema Group biografen sammen med en stribe andre danske biografer. Senere overtager Lademann koncernen biografen for så at sælge til Nordisk Film i 1985. Nordisk Film overtog i den forbindelse alle de tilbageblevne biografer i Odense bortset fra Café Biografen og Biocentret som på det tidspunkt var kommunal.
Biografen blev aldrig ombygget til mindre sale som så mange andre biografer i Odense og resten af landet. Salen havde derfor stadig det største lærred på Fyn frem til lukningen i 1987. Biografen havde stor succes med "Mit Afrika" som blev vist i over 6 måneder - dog i 35mm og ikke 70mm, da der kun var en 70mm kopi i Danmark, som blev vist i Imperial Bio i København i 250 dage.
Efter lukningen blev der diskotek i lokalerne og 70mm maskinerne kom til Imperial Bio i København som reservedele mv. Der er nu (2024) en 365 discount i lokalerne.
Snittegninger af Grand Teatret, Odense