Rialtobygningen Smallegade 2 på Frederiksberg
På Smallegade 2, lå en gang en biograf. Den åbnede 1. oktober 1924. Biografen blev bygget af Constantin Philipsen som også var direktør i Kinopalæet på Gammel Kongevej samt Otto Petersen som havde drevet Frederiksberg Biograf, som også lå på Gammel Kongvej. Det var bevillingen fra sidstnævnte biograf som blev flyttet til Rialto Teatret.
Biografen åbnede med filmen "10 dages Frist" af Victor Fleming. Repertoiret skulle være finkulturelt og have lidt "finere" titler end Kinopalæet. Selve biografen blev bygget i haven til palæet "Møstrings Gaard" som lå helt ud til Smallegade og med en smal adgangsvej ud til vejen. Der var ca. 800 pladser i salen fordelt på gulv og balkon. Lærredet var ikke helt hvidt, men svagt rosa - uvist af hvilken årsag. De første år fik en del film premiere i biografen. Fra 1934 til 1938 har Hilmar Clausen bevillingen, indtil han overtager Dagmar Teatret. Derefter går bevillingen til Mie Philipsen, som var enke efter Constantin Philipsen.
Møstrings Gaard på smallegade 2 i 1902 - indgangen til Rialto Teatret kom til at ligge ved træporten. Foto: Fritz T. Benzen, Københavns Museum
Møstrings Gaard - på den nuværende placering
Biografen ombygges væsentligt sidst i 1930'erne. Loftet hæves og gøres buet. Balkonen udvides samtidig. Derudover kommer der nyt proscenium med nye fortæpper samt en forgyldt statue på hver side af scenen. Væggene udstyres med dupper eller åkander på samme måde som Alexandra Teatret fik i 1940'erne. På nederste del af væggene bliver der opsat mahogni paneler. Der monteres nye stole fra Odense Stole- og møbelfabrik. Efter ombygningen er der plads til ca. 850 i biografen. Operatørrummet bliver ligeledes morderniseret med nye kinomaskiner.
Rialto Teatret - nye stole i 1957. Annonce fra Biograf-Bladet
Første film i CinemaScope - juni 1957
Biografen udstyres med CinemaScope i 1957 og genåbner efter ombygning i juni med CinemaScopefilmen "Manneguin i Paris". Grundet ændring og udvidelse af prosceniet til CinemaScope-formatet er de forreste rækker nedtaget. Der monteres tillige helt nye røde stole. Efter ombygningen har biografen 807 pladser.
Rialto Teater - salsplan fra 1950'erne før ombygning til CinemaScope
Mie Philipsen dør i 1954 og bevillingen går derefter til sønnen Preben Philipsen. Han overtager tillige planerne om bygningen af et moderne forhus ud mod Smallegade og Falkoner Allé. Mie Philipsen havde allerede i 1939 overvejet en ombygning, men først sidst i 1950'erne så det ud til, at denne plan kunne gennemføres, idet Møstings Gaard var blevet fredet og ikke kunne nedrives. Fredningsmyndighederne besluttede dog i samråd med Frederiksberg kommune, at Møstrings Gaard kunne nedtages og flyttes til den nuværende position ved Andebakken ved indgangen til Frederiksberg Have.
Rialto bygningen - nu med pub i biograflokalerne. Bemærk RIALTO på gavlen
Indgangen til Rialto Teatret med "stjerne-fliser" - disse er heldigvis bevaret som minde
Der opføres herefter en helt ny syv etagers kontor- og detailbygning på hjørnet Smallegade/Falkoner Allé - kaldet "Rialto-Bygningen". Biografen får ny indgang med billetsalg og må holde lukket nogle uger i den sidste fase af ombygningen. Det nye forhus forbindes til den eksisterende foyer af en glasgang. Ude foran biografen står der i fortovet "Stedet hvor stjernerne mødes" - det var meningen at kendte skuespillere skulle sætte deres aftryk i fliserne på bedste amerikanske maner. Der genåbnes 10. juni 1962 med re-premiere på "Generalen" med Buster Keaton, dog uden aftryk!
Matrikelkort af Rialto-Bygningen - selve biografsalen gik helt ned til Howitzvej
Rialto biografen (det gule) set fra nabogården i oktober 2022
Biografen fejrer 40-års jubilæum i oktober 1964, efter en mindre modernisering. Der er premiere på filmen "Snylteren". I september 1966 lukker biografen kortvarigt for ombygning til 70mm. Biografen udstyres med 2 stk DP70 kinomaskiner fra Philips. 6. oktober er der premiere på "Dr. Zivago" i 70mm udgaven med overture, pause og entracte. Filmen bliver biografens bedst besøgte og længst viste film og kører i årevis - lidt ligesom rundt om hjørnet i 3 Falke Bio. Biografen lukker i perioden september-december 1967 for en større modernisering og ombygning. Der kommer større lærred, bedre hældning og balkonen gøres kortere. 2. juledag 1967 genoptages "Dr. Zivago" med en helt ny 70mm kopi. I lukkeperioden, har filmen kun været vist vest for Storebælt. Først i april 1969 bliver filmen taget af plakaten. Den kommer i øvrigt tilbage til Rialto med re-premiere flere gange, første gang i 1972.
4. august 1969 får biografen premiere på endnu en 70mm storfilm fra distributøren MGM - denne gang er det "Rumrejsen år 2001". Filmen bliver ikke samme succes som "Dr. Zivago", og tages af programmet i december samme år. Filmen får dog re-premiere nogle gange i biografen de følgende år.
Følgende 70mm film havde premiere i Rialto:
Dr. Zivago (06.10.1966 - spiller med en pause i sep-dec 1967 frem til april 1969)
Fjernt fra verdens vrimmel (28.04.1969)
Rumrejsen år 2001 (04.08.1969)
Paint Your Wagon (12.10.1970)
Ryan's Datter (20.08.1971)
I 1973 bliver biografen en del af af Rialto Cinema Group, som ejes af Preben Philipsen. Han udvider med biografer over hele landet og åbner i december 1973 en helt ny biograf - Rialto 2 i Lyngby Storcenter. Rialto Teatret omdøbes samtidig til Rialto 1. De 2 biografer kører parløb i nogle år og har flere samtidige premierer.
Facaden på Rialtobygningen, med indgangen til Rialto Teatret. Fra Rialto Cinema Group (gengivet med tilladelse)
Rialto Teatret set fra balkonen. Fra Rialto Cinema Group (gengivet med tilladelse)
Rialto Teatret set mod bagvæggen. Fra Rialto Cinema Group (gengivet med tilladelse)
Biografen har i 1978 premiere på "Grease" som bliver en kæmpe succes. Filmen har endvidere premiere i ABCinema og Tivoli Bio i Københavns centrum. Det bliver biografens sidste succes og derefter går det ned ad bakke. Med udgangen af juni 1980 lukker biografen efter sidste opførelse af "Cleopatra" i den originale 70mm kopi. Filmen indspillede ganske godt, men kunne ikke afhjælpe den manglende indtægt fra de udeblevne premierer, som nu alle lå i de små biografer i centrum af København.
I 1981 omdannes lokalerne til totalteater og som anneksscene for forskellige københavnske teatre. Det er dog slut i 2017 hvor The Old Irish Pub åbner i lokalerne.
Uddrag fra www.byensejendom.dk
-oOo-
1962
1964 - 40-års jubilæum
Rialto Teatret - første 70mm premiere i 1966
1970
1970
1974
1978
1979
1980
Sidste film i biografen, 30. juni 1980