Vesterbrogade nr. 66 - her lå Carlton Teatret. Der var indgang til højre i bygningen ved Flying Tiger
På Vesterbrogade i København, lå der en gang mange store biografer. Een af dem var Carlton Teatret som åbnede i oktober 1928. Biografen lå i nr. 66 og selve biografsalen var placeret i gården med en foyer/mellemgang og vestibule ud til forhuset på Vesterbrogade. Forhuset var fra 1883 og eksisterer den dag i dag. Det var samme arkitekt - Axel Maar, som også havde tegnet Kinopalæet og Rialto Teatret, som stod bag biografdelen. Det var operasanger Johannes Fønns som fik bevillingen.
Carlton Teatret 1928 - plan over gulv
Carlton Teatret 1928 - plan over balkon
Der var ca 800 pladser i biografen, fordelt på gulv og balkon. Foran lærredet var anbragt et rødt fortæppe. Salen var malet i grønne farver. Pladserne på balkonen var ekstra gode og her var tillige loger. Biografen havde ikke talefilm fra starten, idet talefilmen først kom til landet i 1929. Det blev derfor et 10 mand stort orkester som spillede til åbningsfilmen "Fire Sønner". Derudover sang operasanger Aage Thygesen en sang til alle forestillinger som det hed i åbningsannoncen.
Åbningsfilmen i Carlton den 13. oktober 1928
Carlton havde jævnligt premierefilm, som for eksempel den spanske film "Haremets lov" fra 1932 samt den første "Gøg og Gokke" film, dog med tysk tale. Biografen havde et meget bredt repertoire med film fra mange forskellige lande.
Biografen opfriskes i 1941, med nye farver på væggene, nye stole og ny belysning i salen. Der genåbnes i juli med den svenske film "Det regner med penge".
Efter 2. verdenskrig havde biografen stor succes med visningen af "It's in the Air" samt "Come on George" - begge med englænderen George Formby (1904-1961) i hovedrollen. Filmene spillede i månedsvis.
Carlton Teatret - salsplan fra 1950'erne
Biografen fik i 1953 premiere på 3D-filmen "Vokskabinettet", som blev en kæmpe succes og holdt sig på plakaten i 16 uger. Herefter røg kopien videre til Bio Lyngby som viste den i 2 uger - også i 3D. I 1955 vises "Udyret fra Rue Morgue" i 3D. Også den film havde stor succes. Det var ellers ikke lige gyserfilm som var biografens "normale" repertoire. Foruden Carlton kunne Atlantic, Merry, Kinopalæet og Rialto vise 3D film i hovedstaden.
I 1959 overtager forfatter Ove Brusendorff bevillingen til biografen. Han sætter i 1960 gang i en modernisering. Biografen udstyres herefter med CinemaScope og pladsantallet reduceres til 597. Første film efter moderniseringen er Truffauts "Ung Flugt". Brusendorff driver i en periode også ROXY på Frederiksberg.
Op gennem 1970'erne skifter biografen repertoire og ender som regulær pornobiograf. Der lægges ud i 1973 med den første danske stjernetegns-film - "I jomfruens tegn". Disse film var dog forholdsvis uskyldige i forhold til det senere program, med titler som "Høj rejsning" og "Naturlig størrelse".
I 1978 overtager en Tage Borg biografen. Han drev tidligere 2 biografer i Roskilde, men havde solgt dem til Preben Philipsen/Constantin Film. Han fortsætter repertoiret og udlejer også egne film. Dog begynder publikum at svigte, idet det nu er muligt at se pornofilm på video i hjemmet i stedet. Det er vel samtidig også lidt mere diskret.
Lone Sørensen/Filmselskabet Danmark overtager i 1984 og fortsætter for en tid tillige repertoiret med pornofilm. Lone Sørensen havde store planer for biografen og i 1985 var det tanken, at ombygge til 5 sale - de 3 på gulvet og 2 på balkonen. Det blev dog ikke aktuelt.
Carlton Teatret - forslag til sal 1,2 og 3. Tegning fra København kommunes byggesagsarkiv
Carlton Teatret - forslag til sal 4 og 5. Tegning fra København kommunes byggesagsarkiv
Til gengæld lukker biografen i juni 1985 for en totalrenovering af den oprindelige sal. Biografen blev ført tilbage til fordums storhed og mere til. Foyeren var et skue i lyserød marmor på gulvet og 2 store løvestatuer på hver side af foyeren ved opgangen til balkonen. Salen havde fået nye stole og nyt lærred og var forsynet med DOLBY stereo.
I februar 1986 var der en stort anlagt genåbning med en intakt sal inklusiv balkon og med danmarkspremieren på Federico Fellinis "Ginger & Fred" som biografen selv importerede. Den kvindelige hovedrolle - Giulietta Masina, deltager endda i genåbningen.
Carlton Teatret renoveret - gulvplan
Carlton Teatret renoveret - balkon
Lone Sørensen havde dog ikke opgivet ideen med flere sale i Carlton og i 1987 etableres 2 nye sale på 1. sal i bygningen ud mod Vesterbrogade. Det var en fornuftig disposition og begge sale var efter sigende vellykkede. Der var 62 henholdsvis 71 pladser i de 2 nye sale. Der forlyder at salene åbnede til trods for, der ikke forelå en endelig godkendelse fra kommunen.
Carlton Teatret sal 2 og 3 i 1987. Tegning fra København kommunes byggesagsarkiv
Desværre dalede besøgstallet efter "Ginger & Fred" som ellers holdt sig på plakaten i flere måneder. I april 1986 havde "Echo Park” med Tom Hulce premiere. Det gik helt galt med danmarkspremieren på filmen "Queruak" den 1. august 1986. Den havde premiere i Carlton, Bio Lyngby samt Århus og Aalborg, men blev samtidig udsendt på video af Filmselskabet Danmark. Det tilgav branchen ikke Lone Sørensen.
Senere forsøgte man sig med repremiere på "Broen ved Arnhem" og på det tidspunkt benyttede man kun balkonen i sal 1. Der blev ikke solgt billetter til gulvet.
Biografens sidste premiere var den polske film ”Tog til Hollywood”, der fik premiere den 5. september 1988. I december 1988 gav Lone Sørensen op og lukkede biografen.
Den oprindelige sal benyttedes som anneksscene for forskellige teatre og fra 1990 som bibeltræningscenter. Resten blev overtaget af Hotel Guldsmeden. Efterfølgende er salen ombygget og der er nu Flying Tiger i lokalerne.
-oOo-
1954
1955
1954
1955
1957
1960
1962
1965
1966
1970
1978
1980
1986
1986
1986
1987
1987
1988
"Queruak - hands of steel" 1986
Carlton bygningen i 1986