Til forsiden
Udskriv
 
Rialto 2/Lyngby Teatret
 
Dette er historien om Rialto 2/Lyngby Teatret (1973-2001).

 

Billeder fra Rialto Cinema Groups brochure fra 1973 (gengivet med tilladelse)

 
Biografen åbnede i november 1973 i forbindelse med bygningen af Lyngby Storcenter. Biografen åbnede med filmen "Dobbeltspil" i sampremiere med Rialto 1 på Frederiksberg. De 2 biografer kørte parløb indtil 1977 (Rialto 1 lukkede i øvrigt i 1980). Begge biografer var en del af Rialto Cinema Group - danmarks første biografkæde. Indtil 1973 skulle man have bevilling for at drive en biograf, og man fik kun bevilling til 1 biograf.
 

Lyngby Storcenter 1. august 1973. Rialto 2 lå i den flade klods i nederste venstre hjørne.

Man kan lige ane Kino Lyngby øverst i billedet ved Lyngby Torv. Foto Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

 Rialto 2  - indgangen på Klampenborgvej i 1975 med venskabsbesøg fra Sollentuna.

Foto Forstadsmuseet, Hvidovre Lokalarkiv

 

Det var Lyngbys 3. biograf, idet der i forvejen var 2 andre biografer - Kino Lyngby fra 1929 med 400 pladser og Bio Lyngby fra 1938 med 600 pladser. Kgs. Lyngby var således rigeligt forsynet med biografer.
 
Biografen lå på 1. sal af Lyngby Storcenter - også kaldet "teateretagen". Kommunen havde lejet hele etagen og benyttede den til møder, konferencer mv. Rialto 2 lejede således biografdelen af kommunen. Kommunen havde en sal af tilsvarende størrelse som biografen, men med fladt gulv.
 

 

 

 

 

 

Det var en meget elegant biografsal med 350 pladser fordelt på 18 rækker, med 11. række som en "sofarække". Salen var 25 meter lang og 15 meter bred. Der var kun 1 indgang til salen midt på 11. række. Der var off-white fortæppe og bordeauxfarvet proscenium samt mulighed for at vise 70mm film. En mulighed som ikke blev brugt så meget, men nogle film blev det da til, f.eks. "Operation Crossbow", "Alle tiders Race", "Ben-Hur" og "Nærkontakt af 3. grad". I forhold til 70mm åbnede biografen nok for sent, idet der fra 1970 kun sjældent kom nye 70mm film til DK.
 

 

Rialto 2's operatørrum i 1975, med DP75 kinomaskiner fra Philips/Kinoton. Foto Per Hauberg 

 

Rialto 2's operatørrum i 1975, med et Kinoton "non-rewind" tallerkensystem. Foto Per Hauberg 

 

Biografen havde både flytbare side- og top/bundmasker. Ved 70mm kørsel blev billedet således højere. De flytbare top/bundmasker blev i øvrigt flittigt benyttet når der blev kørt Disney film, idet disse var i WS 1,75 og man derfor kunne gøre billedet højere med samme sidemaskning så det passede til formatet. Lærredet var omkring 4 meter højt og ca. 9,5 meter bredt. Billedet blev ca 30 centimeter højere ved 70mm film. Salen havde DP75 kinomaskiner fra Philips og "non-rewind" tallerkensystem. Det forlyder endvidere, at der tillige var 16mm kapacitet fra 1973 og nogle år frem.
 

Salen set mod lærredet -  fra Lyngby-Taarbæk kommunes byggesagsarkiv 

Snittegning af salen ved åbningen i 1973 

 

Rialto 2 - salsplan 1973

 

Biografen skiftede navn til Lyngby Teatret i starten af 1980'erne, efter Rialto 1 på Frederiksberg var lukket.
 
I samme forbindelse blev salen bygget om til også at kunne bruges til teater, idet Lyngby-Taarbæk teaterforening manglede  et sted for afvikling af teater. Biografen genåbnede 24. marts 1982 med en Disney film samt Mel Brooks Skøre Verdenshistorie. Første teaterstykke var "Stop verden - jeg vil af" som blev opført 26. marts 1982.

 

 

Annoncer fra 1978 med flere 70mm film og muligvis 35mm 4-sporet magnetlyd til "STAR WARS"

 

 

 

   

Efter ombygningen blev pladsantallet reduceret fra 350 til 292, idet scenen optog nogle af de første rækker. Se billede ovenfor hvor man tydeligt kan se den nyetablerede scene foran lærredet.
 
Salen mistede lidt af elegancen i den forbindelse og det var ikke helt optimalt  for lyden, at lærredet og højttalere var anbragt bagest på scenen.
 
Se salsplan før ombygning her og efter ombygning her.
 

 

 

Annoncer fra 1973 og 1978

 
Fra 1976 til 1978 varetog Lademann / Sandberg driften og  annoncerne blev i 1977-1978 forsynet med 5 stjerner som Lademanns øvrige biografer. Det var ikke let at drive biograf i slutningen af 1970'erne - heller ikke i Kgs. Lyngby (Bio Lyngby ombyggede til 3 sale i 1978/1979 og Kino Lyngby lukkede 1/1 1978).
 

 

 

Annoncer fra 1977 og 1978
 
Ultimo 1978 måtte Sandberg-koncernen/Dana Film opgive at drive biografen videre. Det var stadig Lyngby-Taarbæk kommune som havde lejemålet og kommunen ansatte den tidligere daglige leder Morten Schyberg til at drive biografen. Det gjorde han så godt at han  i 1982 selv overtog det økonomiske ansvar af biografdriften. Han indgik en aftale med kommunen om at denne betalte huslejen og fik del i et eventuelt overskud.
 
 

 

Lyngby Teatret - sal 2 i 1985

 

I marts 1985 etablerer kommunen en ekstra sal på et ledigt areal på "teateretagen" i Lyngby Storcenter. Der var 99 pladser i salen og operatørrummet blev udstyret med hele 2 kinomaskiner - lidt en luksus efter datidens biografstandard, hvor de fleste andre biografer efterhånden kun blev udstyret med 1 kinomaskine. Salen havde i begyndelsen monolyd. Lærredet var ca 5,5 meter i maksimal bredde og der kunne jævnfør tegningen vises 2 formater - WideScreen 1,85 og CinemaScope. I samme forbindelse blev der bygget et ekstra billetsalg ved indgangen til den lille sal. På den måde var der billetsalg lige ved indgangen til salen de dage hvor der kun var forestillinger i denne sal.

 

 

 

Salen blev indviet af daværende borgmester Ole Harkjær og med Frits Langs restaurerede "Metropolis" som åbningsfilm. Filmen havde premiere i maj 1985 og kun i Dagmar. Filmen kom således ikke tilbage til biografen.
 
Det var i starten meningen at salen skulle være "art cinema" og aflastningssal for den store sal når der var teater i denne. Det blev dog hurtigt ændret, således at film fra sal 1 røg i sal 2 når de var udspillet. Fra omkring midt 90'erne blev salen også benyttet som premieresal. Lyngby var blevet en meget populær by til premierefilm og de 5 sale (3 i Bio Lyngby og 2 i Lyngby Teatret) slog dårligt til. Begge biografer havde derfor også udvidelsesplaner liggende i skuffen. Det kom dog til at gå helt anderledes - se under Kino Palæet.
 

 

 

 Annoncer fra 1985 da sal 2 åbnede
 
I 1991 får sal 1 4-kanals optisk stereolyd, formentlig det danskproducerede "Sparkær og Hamre", som var et billigt og populært alternativ til DOLBY stereo - tagline "Super stereo".
 
Denne lyd holdt ikke i længden og lyden blev udskiftet til DOLBY stereo et par år senere. "Sparkær" anlægget blev flyttet til sal 2. I 1997 fik sal 1 DTS digitallyd i forbindelse med (re)premieren på "Star Wars - special edition".
 
Morten Schyberg havde i 1990/91 endvidere planer om at få etableret 2 ekstra sale, det blev dog ikke aktuelt.
 

 

 

Annoncer for 1991 og 1997

 
I 1992 fik biografen EDB-billetsalg med nummererede pladser til alle forestillinger. Samme år åbnede "Cafe Albinski" i "foyer-området" hvor tidligere billetsalget til biografen havde været.
 

Plan af teateretagen i 1992, hvor Café Albinski åbner (se øverste venstre hjørne på tegningen) 

 

Biografen havde fra begyndelsen og en del år frem en rød tråd i filmprogrammet og der var typisk forestillinger fra kl. 12-23. Der var altid børnefilm - f. eks. Disney - om eftermiddagen - en premierefilm kl. 19 og 21 og en "midnatsfilm" - typisk en actionfilm - kl. 23.
 
Biografen havde stor succes med Disney film, men også "Åndernes hus", "Kun en pige" samt "Titanic" var meget store successer. Foruden Disney var Columbia/Fox storleverandører til biografen. Det blev også til en del film fra Warner Brothers. Efter lukningen af Kino Lyngby blev Nordisk Film tillige leverandør.
 
Lyngby Teatret gjorde i øvrigt ligesom Bio Lyngby  - man byttede film ind i mellem.
 
Lyngby Teatret viste f. eks "Danser med ulve", "Den engelske patient" og Disneys "Flubber" efter Bio. "Titanic", "Anastasia" og "HOOK" blev til gengæld vist i Bio efter Lyngby Teatret.
 
Morten Schyberg ønskede igen at udvide antallet af sale og søgte efter sigende kommunen om lov til at etablere flere biografsale  i kommunens areal på "teater-etagen" i Lyngby Storcenter. Kommunen havde dog brug for en stor sal til konferencer og et antal mødelokaler, hvorfor det aldrig blev tilfældet.
 
I 1998 fik kommunen præsenteret et forslag til "Lyngby Kulturhus" som skulle bygges på en parkeringsplads over for Lyngby Storcenter og ved siden af Magasin. Projektet indeholdt en biograf med 11 sale, mødelokaler og teatersale til kommunen, et antal cafeer og restauranter samt lidt detailhandel.
 
Kommunen kunne så opsige sine efterhånden lidt utidssvarende lokaler i Lyngby Storcenter, herunder også biograferne. Bølgerne gik højt i kommunalbestyrelsen og flertallet skiftede flere gange for og imod projektet. Primo 1999 blev projektet dog vedtaget i kommunalbestyrelsen. Det var Sandrew-Metronome som i forvejen drev Dagmar og Scala biograferne som skulle stå for den nye 11-sals biograf i Kgs. Lyngby - Kino Palæet.
 
Morten Schyberg blev ansat som konsulent/daglig leder det første år. Biograferne i Lyngby Storcenter lukkede i august 2001 kort før åbningen af de nye biografer i "Kulturhuset". Dermed var der sat et punktum for den sidste af de 4 "gamle" biografer i Lyngby-Taarbæk kommune.
 
 
Følgende skrev jeg om biografen:
Lyngby Teater:(privat/Lyngby-Taarbæk kommune) Tlf. 4588 7100. 2 sale i alt. Sal 1 er nu barberet ned til 292 pladser grundet etablering af scene til teater mv. Dette har ødelagt den før så elegante sal. Salen har dog stadig et meget flot billede. Trænger til et pift. Lyd: DTS, DOLBY SR. Teknisk kan biografen også vise film i det gamle normalformat (1,37:1) i sal 1. Teleslynge i en del af sal 1. Biografen lukker (flytter over gaden) når biografhuset indvies. Sal 2 er allerede lukket.
 
Karakter: * * *
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De sidste film i Lyngby Teatret