Køge Bio
Dette er historien om Køge Bio.
Køge Bio - facaden ved lukningen i 2017 og salen ved åbningen, foto fra Køge Arkiverne (s/h)
I Køge eksisterede der gennem mange år 2 biografer sideløbende. ”Kino”, som eksisterede frem til 1978 og ”Bio”, som eksisterede frem til 2017.
Biografen var tegnet i 1939 af den lokale arkitekt Erik Engelstoft, som var søn af biografdirektøren. Erik Engelstoft nåede at stå bag 50 biografer landet over. Biografen åbnede i maj 1940 kort efter besættelsen af landet. Heldigvis var stort set alle materialer leveret til byggeriet, idet krigen satte sit præg på levering af byggematerialer. Biografen havde en stor baldakin ved indgangen, som var forsynet med neonrør på undersiden. Disse måtte dog ikke benyttes under krigen, grundet påbud om mørklægning. Foyeren var oplyst af PH-lamper og havde tillige en chokoladekiosk som var beklædt med bambusrør.
Den nye Køge Bio afløste den gamle biograf fra 1908 som lå i "Svogers Gård" på Torvet nr. 3. Kommunen havde i 1940 købt grunden og rev bygningerne ned for at bygge en tilbygning til rådhuset. Denne stod færdig i 1942.
Køge Bio - oversigtsplan fra 1939 - bemærk logen bagest. klik på billedet for forstørrelse
Køge Bio - salen bagest i 1939 - bemærk logen. Fotograf ukendt
På indvielsesdagen blev vist et program af forskellige film, med blandt andet Kongefamilien på Fredensborg samt klip fra en "Deanna Durbin" film så man kunne fornemme tonefilmsanlægget som det hed. Endelig blev "Køgefilmen" vist.
Biografsalen havde 312 pladser fordelt på 22 rækker, hvor de sidste 7 var på terasse og stolene var i blåt velour. På de første 15 rækker var stolene polstret med blåt kunstlæder. Bagest i salen var en lille loge. Væggene var beklædt med bøgetræsparket fra Junckers Savværk. Foran lærredet var et gyldent fortæppe. Pladsantallet blev gennem årene reduceret til 229.
Det var fra 1913 og frem til 1984 samme familie - førnævnte Engelstoft - som drev biografen. Fra 1984 var det Laila Christensen som var biografdirektør og hun satte et stort og flot fingeraftryk på biografen.
I 1990 fik Køge Bio for eksempel et glædeligt skulderklap, da den blev kåret som ”Årets Biograf 1990” af Foreningen af filmudlejere i Danmark.
Det var gennem mange år et stort ønske at udvide biografen og få flere sale. Det tog dog et par årtier, før det blev realiseret og slet ikke på matriklen. Biografen indgik et samarbejde med Nordisk Film, som gennem flere år havde forsøgt at etablere egen biograf i Køge, dog uden held.
Søndag den 21. maj 2017 - 77 år efter åbningen af Bio på Torvet, blev den sidste film vist i den gamle biograf. Den sidste forestilling var ”Kong Arthur –
Legenden om sværdet”.
1978
Køges nye biograf har hele 6 biografsale med plads til i alt 815 gæster. Der er én stor sal, 4 mellemstore sale og én lidt mindre sal.
Salene har følgende antal sæder:
Sal 1: 240
Sal 2: 135
Sal 3: 120
Sal 4: 120
Sal 5: 112
Sal 6: 88
Den nye biograf i Køge set fra havnen
Den nye biograf i Køge - salsplaner