Dette er historien om Alexandra Teatret - Alexandra Cinema - Alexandra 1-2-3 (1942-1981)
Det første Alexandra Teater i Nygade anno 1931 (ved siden af "ophørsskiltet"). Foto Elfelt, Københavns Museum
Alexandra Teatret i Nygade
Biografen åbnede oprindeligt i februar 1924 med 500 pladser fordelt i salen + balkon og lå i Nygade, hvor senere Nygade Teatret kom til at ligge. Biografen blev lukket 1. oktober 1940, angiveligt fordi huslejen i Nygade var for høj og flyttede til Gammel Torv 8 i en nyopført bygning. Bygningen lå på en meget skæv grund hvilket også salsplanen bar præg af. Derudover var foyeren meget lille.
Alexandra bygningen i 2022 med Olaf Stæhr-Nielsens relief
Alexandra bygningen i 1959 med sporvogn linje 5 som passerer. Foto: affotografering af sæsonprogram, fotograf ukendt.
Biografen genåbnede i december 1942 og var i Art Deco stil. På facaden var blandt andet anbragt et relief af skulptøren Olaf Stæhr-Nielsen (1896-1969). Salen var udsmykket med "åkandeknopper" og havde balkon. Ovenpå balkonen var operatørrummet placeret, forholdsvist højt - så projekteringen var meget stejl (se tegning). Kinomaskinerne var Ernemann fra Zeiss Ikon. Der var 724 pladser i salen + balkon.
Snittegning af salen set mod endevæggen
Snittegning af biografsalen set fra siden
Lærredet var ca. 5,5 x 4,25 meter (normalformat). Foran lærredet var en lille scene samt et mørkt fortæppe med "frynser" i bunden. På begge sider af prosceniet var en skulptur anbragt.
Der blev installeret CinemaScope i oktober 1958 - egentlig ret sent i forhold til de øvrige københavnske biografer. Der kom 4-kanals stereolyd i 1964. I 1967 blev der tillige installeret 70mm-anlæg med italienske Victoria X kinomaskiner. Biografen viste mange russiske 70mm produktioner med stor succes. "Krig og Fred - del 1" spillede blandt andet i biografen i 11 uger. I 1974 fik biografen en gevaldig opfriskning, hvor pladsantallet muligvis samtidigt blev reduceret. Der blev installeret DOLBY stereo i sal 1 i januar 1980.
Alexandra Teatret i 1959. Affotografering af sæsonprogram, fotograf ukendt
Kongefamilien gik ofte i Alexandra. For eksempel overværede Kong Frederik den IX og Dronning Ingrid i marts 1962 premieren på filmen "Med Kongeparret i Thailand". Filmen blev ifølge teatrets sæsonprogram 1961/62 forevist 68 gange. I januar 1963 overværede Tronfølgeren - Prinsesse Margrethe, Prinsesse Anne-Marie, Kronprins Konstantin af Grækenland samt Kronprins Harald af Norge premieren på filmen "Elektra". I december 1963 overværede Arveprins Knud, Arveprinsesse Caroline-Mathilde, Prins Ingolf og Prins Christian filmen "En dag kom en kat". 8. september 1966 overværede Kongen, Dronningen samt Tronfølgeren Prinsesse Margrethe gallapremieren på filmen "Med Tronfølgeren gennem Latin-Amerika". Første række på balkonen var de pladser som typisk blev benyttet ved disse besøg og direktørens kontor blev benyttet som "kongelig lounge".
Alexandra Teatret - billetpriser. Fra sæsonprogram 1960
Biografen havde frem til omkring 1978 et meget højt kunstnerisk niveau med film fra blandt andet Luchino Visconti og de danske film "Nitten røde roser" samt "Blind Makker", derefter blev filmvalget noget broget. Biografen havde dog stor succes med filmen "Kaninbjerget" i marts 1979, som tillige havde premiere i Tivoli Bio, Bio Lyngby og Bio-Trio.
Ombygget til 3 sale og genåbnet 1. september 1979 med 388, 149 og 137 pladser - med den for biografer med balkon så klassiske løsning, idet balkonen blev opdelt til 2 mindre sale. Der var ikke plads til operatørrum bag de små sale så fremvisningen foregik gennem loftet med spejlprojektion - ikke nogen optimal løsning.
Alexandra Teatret. Reklame fra sæsonprogram 1960
Alexandra Teatret. Reklame fra sæsonprogram 1960
Biografen havde et meget trofast personale. Da den havde 25-års jubilæum i 1967, havde flere af personalet ligeledes 25-års jubilæum.
De første 32 år havde biografen kun 2 direktører, men skiftede tit ledelse i de sidste leveår, blandt andre var biograf- og filmmanden Gunner Obel indover. Regner Grasten overtog biografen i 2 omgange - første gang i 1978 og sidste gang i 1981 og viste blandt andet "Borte med Blæsten" i 70mm i oktober 1978, hvilket blev den sidste 70mm film i biografen. Det var første og eneste gang Regner Grasten forsøgte sig med 70mm film. Det sidste leveår havde biografen en noget omskiftelig tilværelse og var skiftevis åben og lukket.
I begyndelsen af 1981 tog biografen "Caligula" på programmet i et forsøg på at gøre Grand og Nygade kunsten efter. Filmen var i begge biografer en stor succes og reddede formentlig Grand fra biografdøden. Filmen var stadig på programmet 27. marts 1981 som var sidste dag med aviser inden den store avisstrejke. Uden annoncering gik det dog ikke, så biografen lukkede ultimo marts. Fotografen Jacob Holdt lejede i september 1981 kortvarigt biografen for at vise sine "American Pictures". Biografen lukkede endegyldigt i december 1981 efter blandt andet at have vist "Tom & Jerry's juleshow" - lidt ligesom Metropol biografen tidligere gjorde blot med Disneys juleshow. I 1983 åbnede et diskotek i bygningen. Det fine relief på facaden er heldigvis bevaret.
Følgende 70mm film havde premiere i Alexandra:
Krig og Fred - del 1 (02.11.1967)
Anna Karenina (21.11.1968)
Bolsjoj-balletten (22.11.1968)
Krig og Fred - del 2 (20.02.1969)
Liberation (18.01.1972)
Derzu Usala (15.03.1976)
Lejren går op i himlen (15.06.1977)
De billeder af biografen som er tilgængelige på kbhbilleder.dk er ophavsretbeskyttet og kan desværre ikke vises her uden køb af licens, brug dette link i stedet.
Genåbning den 5. december 1942
1973
1975
1979 - "Le Mans" i 4-sporet magnetlyd
December 1981 - de sidste film