Til forsiden
Udskriv

World Cinema

 

Dette er historien om World Cinema i Cirkusbygningen (1917-1982 og 14 dage i august 1992)

 

Cirkusbygningen på hjørnet af Axeltorv og Jernbanegade i april 2022

 

I 1886 åbnede den første cirkusbygning. Den var tegnet af arkitekt Henrik V. Brinkopff og havde et meget imponerende indgangsparti med søjler. Hele vejen rundt om bygningen var opsat en frise som forestillede et hestevæddeløb. Selve murene var af mursten af hensyn til brandsikkerheden, hvorimod resten af bygningen var af træ. Ved siden af bygningen - ned mod den nuværende rådhusplads - lå tillige "Panorama" hvor der blev vist billeder i 360 grader samt Dagmar Teatret på hjørnet af Jernbanegade og den nuværende H C Andersens Boulevard.

 

Bygningen blev anvendt til en blanding af cirkus og variete alt efter sæson. Cirkus Schumann har sin første sæson i 1897. Omkring år 1900 suppleres med "levende billeder" som blev meget populært. I marts 1914, tidligt om morgenen, udbryder der brand i bygningen, som er nedbrændt efter ganske kort tid. Alt træværk er blevet flammernes bytte og kun ydermurene med frisen samt hovedportalen står tilbage.

 

Cirkusbygningen i 1886 med Panorama og Dagmar Teatret bagved. Foto Oluf W. Jørgensen, Københavns Museum

Cirkusbygningen efter branden i 1914. Foto Holger Damgaard, Københavns Museum 

Cirkusbygningen genopføres hurtigt efter branden med Christiani & Nielsen som entreprenør. Ydermurene med frisen samt indgangen bevares stort set uændret, men selve kuplen udføres nu i beton. I sæson 1916/1917 var Cirkus Schumann klar igen. Allerede i 1917 får direktionen en bevilling til at drive biograf i bygningen under navnet "World Cinema" og med ca. 1.700 pladser. Manegen fik opsat stolerækker, men samtidig inddrog man en del pladser i bygningen hvorfra det ville være umuligt at se filmen. Biografen får tonefilmsanlæg i 1930 og havde mange premierer fra 1930'erne til 1960'erne.

 

World Cinema februar 1936, premiere på Den Yderste Forpost med Cary Grant. Foto postkort ukendt fotograf 

 

 

World Cinemas facade i 1938. Foto Elfelt, Københavns Museum

 

World Cinema - billetsalget i 1938. Foto Elfelt, Københavns Museum

 

Bygningen blev gennemgribende moderniseret i 1938 og fremstod meget fornem efter denne modernisering. Der var flere fortæpper hvor det ene gik op og ikke til siderne. Salen havde herefter omkring 1.600 pladser. 2. juledag blev der genåbnet med premieren på "Ham og ingen anden" med Gary Cooper i hovedrollen. Biografsæsonen løb fra oktober til april, resten af året var der Cirkus i bygningen.

 

 World Cinema i 1938 efter ombygningen. Foto Elfelt, Københavns Museum

 World Cinema i 1938 efter ombygningen. Foto Elfelt, Københavns Museum 

Operatørrummet var lidt hæmmet af en stor murdrager som opdelte rummet. De 2 kinomaskiner af mærket Ernemann V stod hævet 1/2 meter over gulvet. Resten af apparaturet og lydanlægget fra Western electric var anbragt på den modsatte side af murdrageren. Maskinerne og lydanlægget blev omkring 1950 udskiftet med nyt fra Westrex.

 

Billetter til filmen "Diktatoren" af/med Charlie Chaplin - den 16. december 1947 kl. 19

I oktober 1955, til premieren på Disney's "En verdensomsejling under havet", bliver biografen forsynet med CinemaScope og 4-sporet magnetlyd. De nye maskiner er Ernemann X og lydanlægget var fra B&O. Lærredet udvides til 14 meter i bredden. Der var 8 effekthøjtalerne som var placeret på rundgangen over publikum. Tidligere filmoparatør i World Cinema, Olav Lind Eriksen,  beskriver i bogen "Mændene bag i biffen" hvorledes publikum "dukkede" sig  til en film som "Navarones kanoner" hvor flyene næsten kom ind over dem. Der kan nu afspilles film i normalformat, WideScreen og CinemaScope samt tillige 16mm. Der blev aldrig installeret 70mm i World Cinema.

 

World Cinema 1939. Foto Elfelt, Københavns Museum 

 

 

 

 

 

 

Stormagasinet ANVA som lå på modsatte side af Jernbanegade (Scala bygningen), køber omkring 1960 bygningen og planlægger en udvidelse af stormagasinet med en gangbro hen over vejen. Cirkusbygningen skulle ved den lejlighed nedrives og en ny bygning egnet til detailhandel opføres i stedet. Dette blev dog heldigvis ikke aktuelt. Ironisk nok blev det lige omvendt. ANVA lukkede og blev omdannet til Scala med blandt andet 5 lækre nye biografer på toppen og i 2012 blev bygningen nedrevet !

 

Cirkusbygningen blev i 1974 købt af Københavns kommune og blev i 1983 i samarbejde med Tivoli restaureret. Det var blandt andet arkitekten Verner Panton som satte sit præg på farvevalget i bygningen. For eksempel blev stolene i salen forskellige i farverne efter et "lidt tilfældigt" princip.

 

I perioden 1970-1990 var det Cirkus Benneweis som stod for driften i cirkussæsonen og som tillige i 1971 fik biografbevillingen. Biografdriften stoppede i 1982. Der blev dog stadig vist film - "reklamefilm" i pausen i cirkusforestillingen og fra det "gamle" operatørrum. 

 

Cirkusbygningen bliver fredet i 1988.

 

I 1992 sker der en enkelt genoptagelse af biografdriften med premieren på "Batman returns" 14 dage i august. Der var tilsyneladende mangel på store biografsale i København (hvilket jo var rigtigt nok), men mon ikke mere det var for at undgå at  filmudlejeren "Warner-Metronome" skulle have filmen til premiere i Imperial Bio hos konkurrenten Nordisk Film ! Der opstilles et lærred på omkring 18 meter i bredden og indlejes både filmprojektor og lydanlæg fra England, da der ikke længere var biograffaciliteter i bygningen.

 

I 2002 sælges bygningen til Wallmans som gennemgribende ombygger det indre af bygningen. Der er nu igen "cirkus-variete".

 

 

 

 

 

Wallmans i Cirkusbygningen 2024. Foto Wallmans/Cirkusbygningen, gengivet med tilladelse

 

​Wallmans i Cirkusbygningen 2024. Foto Wallmans/Cirkusbygningen, gengivet med tilladelse

-oOo-

 

1925

1935

1945

 

1955

 

 

2. juledag 1968

 

1965

1982 - sidste film

 

Premiere på "Batman returns" i august 1992